Det var som en åbenbaring for hele min spilleglade familie, da vi under en ferie hos nogle bekendte stødte på et brætspil vi aldrig havde set før: Cluedo.
Det var i slutningen af 1970’erne, hvor vi ferierede hos et vennepar uden børn på en gammel præstegård. Behøver jeg at tilføje, at vejret var dårligt?
Men så var det, at vores værter fandt dette – for os – eksotiske engelsksprogede detektivspil frem. Her skal man som detektiv opklare en historie, der mest af alt minder om en bestseller af Agatha Christie. Hvem begik mordet i biblioteket? Var det Mr. White? Og var det med rebet eller svensknøglen? Siden er spillet blevet en klassiker også herhjemme, men dengang fandtes Cluedo ikke i en dansk version, og hele familien blev under ferien så vilde med spillet, at vi efterfølgende konstruerede vores eget:
Vi lavede brikker og spillekort med billeder af alle familiens fem medlemmer + vores boxerhund. Der blev snittet og modelleret minimordvåben. Spillepladen blev klistret sammen af egne fotografier. Og i de kommende år blev Cluedo familiens foretrukne.
Det siger i øvrigt ikke så lidt. For vi var alle vilde med at spille. Alt fra Derby, Kina-skak og Stratego til Olsen Banden, Master Mind og alle slags kortspil.
Til min store fortrydelse øjensynligt ikke noget, der er gået i arv til mine børn. Indtil videre. Måske fordi min mand heller ikke er nogen spillernatur.
Jeg forsøger ihærdigt at præge min datter på seks med min barndoms perlerække af spil: Kalaha, Olsen og Afrikas Stjerne, men det slår ikke rigtig an. Foreløbig har computerspillet Pixeline førertrøjen på. Men jeg har ikke opgivet håbet om med årene at opdrage nye spillepartnere.
Måske kan jeg friste med det hjemmelavede Cluedo fra mine forældres kælderrum? Sommervejret netop nu er i hvert fald på mit hold.
Faktaboks
- Spillere: 2-4
- Sprog: Dansk
- Producent: Parker
Spilfakta
Spillet om mordet på Tudor Mansion (Dunkelborg Gods på Dansk) blev opfundet i 1948 af advokatsekretæren Anthony E. Pratt fra Birmingham.
Cluedo er siden oversat til en lang række sprog, herunder dansk.
Forskellige varianter
Det findes i et utal at variationer, blandt andet:
The Simpsons Clue, hvor et af mordvåbnene er en forgiftet doughnut.
Harry Potter version: Mystery at Hogwarts Game.
Cluedo Classic
Cluedo Rejseudgave
Cluedo DVD-spil