Ticket to Ride var et af de spil man talte om i 2004, og det blev blandt andet kåret som Spiel des Jahres i Tyskland (som er verdens førende brætspilnation). Da det er det eneste tog-spil jeg har prøvet, kan jeg ikke fortælle hvordan det adskiller sig fra andre, men det fungerer enormt godt.
Brættet forestiller Nordamerika gennemkrydset med potentielle jernbaneruter. Hver spiller skal nu forbinde byer med sine ruter og eventuelt også snuppe de ruter som han forventer andre spillere vil have.
I en spillers tur kan han gøre én af tre ting: Trække togkort (togkort er farvekodede. F.eks. skal der bruges seks blå togkort til at forbinde Portland og New Orleans), etablere en rute (ved at aflevere et passende antal togkort, feks de seks blå, og så placere et tilsvarende antal af sine togvogne på ruten på brættet. Jo længere rute, des flere point giver det), eller trække destinationskort (destinationskort er ruter mellem to byer. Også her gælder det, at jo længere rute, des flere point. Destinationskort afsløres først når spillet er slut, og da får man point for fuldførte ruter og mister point for ikke fuldførte).
Hver spiller har 45 togvogne at gøre godt med. Spillet slutter, når man løber tør for vogne, og vinder er da den spiller med flest point.
Udførelse: Både bræt, brikker og kort er gedigne og lækre, og det korte regelhæfte er letlæst og overskueligt. Der medfølger desuden et kodeord, så man kan spille Ticket to Ride online.
Alan R. Moon er en af tidens hotte spilskabere, og han står desuden blandt andet bag San Marco, Elfenland, Union Pacific (som også er et togspil) og Where’s Bob’s Hat?
Days of Wonder er ved at forberede Ticket to Ride Europe. De har i mellemtiden udgivet en udvidelse, Mystery Train, som består af 4 nye destinationskort og 6 særlige character tickets, men det ændrer bestemt ikke spillet radikalt.
Anmeldelse
Ticket to Ride minder i sin opbygning om feks Settlers – i hver runde skal man vælge en handling og dermed udelukke andre handlinger, der også kunne være attraktive. Samtidig kan det også være svært at bedømme hvem der fører spillet, hvad der giver en konstant energi i spillet. Også spillets varighed på ca 1 time (æsken siger 30-60 minutter, men det er ikke min erfaring) giver en god hmm spændingskurve. Endelig er det både let at gå til for begyndere og interessant nok til at man gider spille det flere gange.
Faktaboks
- Kategori: Jernbane, saml point
- Spillere: 2-5
- Alder: Fra 8 år
- Sværhedsgrad: Let
- Varighed: 1 time
- Sprog: Engelsk
- Producent: Days of Wonder
- Skaber: Alan R. Moon
- Udgivelsesår: 2004
Læs mere
Ticket to Ride onlineHar man et kodeord fra æsken har man lidt flere muligheder, men alle kan spille online, deltage på messageboard, mm.
Days of Wonder
Producenten
BoardGameGeek
Anmeldelser, links mm.