I skandinaviske og nordeuropæiske vikingegrave har man fundet spillebrikker og et spillebræt som, viser det sig, er til det omkring 1600 år gamle Nefatavl (eller hnefatafl). Der dukkede selvsagt ikke nogen spilleregler op sammen med og det er et rent held at vi i dag kender dem.
Carl von Linné, den svenske biolog og genetikkens far, var i Lapland for at studere planter og dyr i 1732 da han mødte nogle samer som spillede netop Nefatavl. Han skrev reglerne ned i sin dagbog og derfra er de kendt, spillet er ikke siden blevet beskrevet. Før nu, hvor det arkæologisk/historiske tidsskrift Skalk har udgivet det.
Spillet er interessant fordi de to spillere har forskelligt udgangspunkt og forskellige mål. Sort har en konge som skal beskyttes og undslippe mens hvid skal forsøge at fange kongen. Hvid begynder i midten og sort ved kanterne, det symboliserer en belejret borg.
Alle brikker flytter som tårnene i skak og man slår en af modspillerens brikker ved at placere en brik på hver side af den. Således skal kongen forsøge at slippe ud til et af hjørnerne hvor den vil være i sikkerhed. Den eneste risiko når man spiller er, ligesom i skak, at ingen af spillerne tør tage hul på spillet ved at angribe.
Det er sandsynligt at Nefatavl er en historisk forløber for skak, men blot langt mere simpelt. Det er på samme måde strengt strategisk – og målet er (for den ene) det samme. Alligevel har Nefatavl så simple regler og en så overskuelig opstilling at man går direkte til det.
Det er dejligt med et spil som på denne måde er strategisk og som man dog kan spille uden at skulle overbelaste hjernen.
Faktaboks
- Kategori: Fang fanen
- Spillere: 2
- Alder: Fra 10 år
- Sværhedsgrad: Let
- Varighed: 15 min
- Skaber: Ukendt
- Producent: Skalk
- Udgivelsesår: Ældre jernalder
Læs mere
Skalks forlag
Herfra kan spillet købes.
Hnefatafl
En personlig side om Nefatavl med historie, regler og links samt onlinespil.
BoardGameGeek
På engelsk hedder spillet King’s Table og er dateret til år 350.